Er du vild med at designe lækre, simple og brugervenlige apps? Og har du lyst til at se dine design-ideer blive til virkelighed? Så kom i praktik som UI designer hos Listen to News. Vi er en dansk startup og nyhedsplatform, der samler nyheder på lyd fra de største danske medier. Vi søger en dygtig og ambitiøs praktikant til at hjælpe os med at udvikle verdens bedste, flotteste og mest brugervenlige app til nyheder på lyd.
Konkret kommer du til at:
Lave flotte og funktionelle pretotypes og prototyper baseret på indsigter fra vores brugerundersøgelser.
Være en central aktør i vores ugentlige design sprints, hvor vi idéudvikler og afprøver nye features i appen.
Arbejde tæt sammen med vores UX-researchere, der har indgående viden om vores brugere, som løbende vil assistere dig, udfordre dig og give dig en masse konstruktiv feedback.
Lave alle mulige andre ting, du har lyst til at prøve kræfter med. Måske er du særligt god til udvikling af visuel identitet og branding. Eller måske kunne du tænke dig at få erfaring med at lave hjemmesider og PR-materiale. Eller noget helt femte. Vi vil meget gerne lære nyt - både til og fra dig.
Vi leder efter dig, der:
Kender programmerne Sketch og Principle (eller har lyst til at lære dem at kende meget hurtigt, da det er dem, du vil komme til at arbejde i).
Vil elske løbende at komme med nye ideer til designet i vores app Listen to News - og blive udfordret på dem.
Synes, det lyder spændende at arbejde med interaktionen mellem teknologi og menneske og være med til at udvikle en nyhedsapp.
Tør at kaste dig ud i noget nyt, gøre dit bedste og lære af dine fejl (vi laver dem alle sammen).
...og så alt det praktiske:
Vi forestiller os, at du er i praktik hos os i 3-5 måneder, og at du arbejder enten deltid eller fuldtid. Men hvis din uddannelse kræver noget andet, så finder vi ud af det.
Vi har ikke sat nogen fast startdato, da det er meget forskelligt fra studie til studie, hvornår deres praktikforløb starter, men vi forestiller os, at du begynder hos os i løbet af august eller september.
Du får en plads på vores kontor i Købmagergade 22 midt i København, og du må også gerne arbejde hjemmefra, når det giver mening for dine arbejdsopgaver.
Praktikken er ulønnet, men der er betalt frokost, og hver fredag spiser vi morgenmad sammen på kontoret.
Vi går ud fra, at du er i gang med en SU-givende uddannelse, men hvilken én er ikke afgørende for os. Måske læser du Digital Design, Interaktivt Design eller Informationsstudier, men det kan også være, du kan noget helt andet, som gør, at du er den rette til praktikstillingen. You tell us!
Du kommer til at blive en del af et hyggeligt og ambitiøst startup-team med højt til loftet og kort fra tanke til handling. Vi har stort fokus på at lytte til vores brugere og deres oplevelser med appen, og du vil derfor få en masse spændende viden at designe ud fra. Vi går ikke ind for perfekthedskultur og vil hellere prøve noget nyt af, gøre vores bedste, evaluere på det, lære af vores erfaringer og på den måde hele tiden blive bedre og klogere.
Lyder det som noget for dig? Så skriv til os med et par linjer om, hvorfor du godt kunne tænke dig at komme i praktik hos os. Hvis du har et opdateret CV, kan du vedhæfte det, men ellers må du gerne bare skrive i punktform, hvad du har af uddannelse og relevant erfaring og viden (fx fra job og kurser). Vi vil også meget gerne se eksempler på designs, du har lavet, hvis det er muligt. Vi lukker ansøgningen, når vi har fundet den rette, så skynd dig endelig at ansøge :)
Deadline: 1. april 2020.
Vi glæder os til at høre fra dig!
This job comes with several perks and benefits