(Unfortunately, you need to understand Danish for this job) Brænder du for bæredygtige fødevarer? I Råhandel skaber vi bedre vilkår for små fødevareproducenter ved at gøre det let for dem at sælge til Coops butikker, restauranter og butikker. En af de sværeste opgaver at løfte er formidlingen af producenterne og deres varer til forbrugerne. Derfor har vi brug for dig!
Hvem er du
Vi er ligeglad med alder, køn, etnicitet etc, så længe at du næsten falder af stolen af bare iver efter at ændre fødevaresystemet med os.
Du får brug for at være stærk grammatisk på engelsk og dansk, have tålmodighed med producenterne, kunne modtage og give konstruktiv kritik, være god til at eksekvere og have lidt erfaring med Indesign og SoMe-værktøjer. Det er en fordel, hvis du er vant til at arbejde med mad eller at lave portrætbeskrivelser.
Du skal foretrække at lede dig selv, da du selv strukturerer din hverdag. Udover de faste opgaver sætter vi i starten af praktikforløbet et læringsmål for praktikforløbet. Læringsmålet skal gerne afspejle, hvad du tror vil rykke Råhandel mest fremad, og hvad du kunne tænke dig at lære mere om f.eks. pressemeddelelser, SoMe-communitybuilding, personaer eller nyhedsbreve. Surprise us. Når de faste opgaver er lavet, vil læringsmålet være i fokus.
Ansvarsområder
- SoMe: Udarbejde ugentlige producentposts og vareposts. Lave Instastories. Poste om eventuelle nyheder.
- Beskrivelser til Coop: Lave tekstbeskrivelser af producenter, få dem godkendt og opsætte dem grafisk i skabelonen i InDesign.
- Praktiske fællesmails: Lave udkast til eventuelle fællesmails til producenter og butikker.
- Ad hoc-opgaver: Vi er et meget lille team. Nogle gange vil der komme nogle andre småopgaver.
Disse faste opgaver løber ikke op i en hel arbejdsuge. De resterende timer bruges på opgaverne tilhørende dit læringsmål.
Praktisk
På grund af en stram økonomi her i opstarten kan vi desværre kun tilbyde praktik. Jo før du kan starte, jo bedre. Vi foreslår stillingen sættes til 30 timer om ugen, så du kan bruge en hverdag på jobansøgninger. Da vi bruger lang tid på oplæring for at give dig et godt praktikforløb, skal praktikforløbet vare mindst 8 uger og helst være gennem jobcenteret. (Du behøver ikke være nyuddannet, da vi har en løsning med jobcenteret.)
Du vil få plads på vores kontor hos Nabo Farm i Kbh NV, som vi deler med de vertikale gartnere i Nabo Farm og vores yndlings madspildshelte i Grim. I Råhandel er udgangspunktet, at man møder ind kl. 9 mandag - fredag, men der er masser af plads til fleksibilitet.
Vi glæder os til at høre fra dig. Skriv gerne, hvorfor du vil være en del af Råhandel, og hvad du ville fokusere på som praktikmål. Du er også velkommen til at skrive, hvis du deler vores værdier, men stillingen ikke passer til dig.
This job comes with several perks and benefits