Er du stærk i formidling og jura og søger et studiejob? Så læs med - det kan være, at vi er et godt match!
I en kælder på Vesterbro startede to jurister, Anders og Simon, it-virksomheden Legal Desk tilbage i 2014. Siden da har den lille startup været i rivende udvikling, og i dag er Legal Desk et team på ni. Vi består af tre jurister, to kommunikationsfolk, en kundemedarbejder, en UX designer og to backend-udviklere. Fælles for os er, at vi er nørdede inden for hvert vores felt og holder af dynamikken, mulighederne og farten i en lille virksomhed. Derudover har vi en forkærlighed for alle former for snacks, og går overraskende meget op i at pynte kontoret op til højtider.
Legal Desk er Danmarks førende udbyder af automatiserede juridiske online-dokumenter til både private og erhvervskunder. Vores vision er at give et værdifuldt alternativ til den traditionelle advokat, så flere privatpersoner og virksomheder får adgang til juridisk assistance af høj kvalitet.
I Legal Desk er der ikke langt fra tanke til beslutning. Det giver plads til kreativitet og nytænkning. Hvis du har tanker omkring noget der kan forbedres eller gøres anderledes, er vi lydhør. Selvom vi kommer fra forskellige områder, bruger vi hinandens fagligheder meget. Du får derfor rig mulighed for at udvikle dine kompetencer, og at bringe dine evner og erfaringer i spil. Der er altid plads til sparring - også selvom der er travlt.
Vi spiser altid frokost sammen, og ses med jævne mellemrum efter fyraften. I foråret var vi på arbejdstur til Spanien, hvor vi udviklede nye produkter om dagen og spiste tapas om aftenen. Vi håber, at du vil være med på vores hold.
I en start-up kan tingene godt gå hurtigt, og vi har det meste af tiden en del bolde i luften på én gang. Det er derfor vigtigt, at du kan arbejde selvstændigt med forskellige projekter og er proaktiv. På den måde vil du også få god mulighed for selv at farve dine arbejdsopgaver. Du skal have gå-på-mod i forhold til nye opgaver og kunne arbejde godt sammen med andre.
Send din ansøgning og CV gennem the Hub senest 31. oktober 2018. Vi afholder jobsamtaler løbende. Hvis du har nogle spørgsmål i forbindelse med stillingen, er du altid velkommen til at skrive eller ringe til Simon Eklund på 24 46 82 44.
This job comes with several perks and benefits